I fredags, da vi lige var kommet ud af hoveddøren, spurgte den snart 4-årige, hvornår han mon skulle have mad igen. Der kunne jeg jo godt regne ud, at han nok var temmelig sulten, og han havde da heller ikke spist for meget af sin morgenmad.
Vi måtte så lige i en snæver vending forbi bageren, hvor det endte med pølsehorn.
Vi måtte så lige i en snæver vending forbi bageren, hvor det endte med pølsehorn.
Vi måtte efterfølgende lige tale om, at morgenmad er noget, der skal klares hjemmefra, og vi ikke kan køre til bageren hver dag. Da han blev spurgt, hvad han gerne ville spise om morgenen, var svaret "pølsehorn og boller i karry".
Boller i karry står jeg altså ikke lige og laver, men jeg gik i tænkeboks på pølsehornene.
Da jeg er meget stor tilhænger af alt, hvad der er nemt og hurtigt, skulle det selvfølgelig køres ind under den kategori. Samtidig måtte der gerne være lidt sundhed ind over, hvis det er noget, han skal til at spise meget af. Så kom jeg på, at lave dem med dejen fra mine koldthævede boller.
I morges, da den unge mand stod op, lød menuen på varme pølsehorn, og han var lykkelig.
Opskrift:
15 g gær
3 1/2 dl koldt vand
Lidt olie (ca. 1 spsk.)
Lidt salt (ca. 1 knivspids)
Lidt sukker (ca. 1 tsk.)
100 g havregryn (kan udskiftes med groft mel, kerner eller andet godt)
Ca. 350 - 400 g hvedemel
Gæren røres ud i det kolde vand. De andre ingredienser blandes i. Dejen må godt være lidt klæg stadig, men skal ikke fedte for meget. Jeg plejer at komme mel i, så jeg stadig lige kan ælte det med en ske, men uden det hænger fast.
Stilles koldt til dagen efter.
Hvis det "bare" skal være boller, sættes dejen i ca. 10 "klatter" (med en ske).
Ellers tages en klat dej og foldes rundt om en brunchpølse. Jeg brugte brunchpølser fra Løgismose med soltørrede tomater og salatost (feta) og en anden pølse med chorizo.
Bages i 10-15 min. Tryk lidt på bollerne/pølsehornet, skorpen skal føles sprød.
Jeg lavede halvdelen til boller og halvdelen til pølsehorn. Da jeg blev grebet af stemningen, blev pølsehornene penslet med lidt mælk og drysset med sesamfrø.
Da bollerne normalt godt kan få en lidt mere sprød skorpe, lagde jeg et viskestykke over pølsehornene, da de var færdige. Jeg bilder mig ind, at skorpen er blevet lidt blødere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar