tirsdag den 7. juli 2015

Endnu en abe nu med forbedringer

Så har jeg færdiggjort en ny abe. Jeg lavede en til min søn i julegave, men han er lidt af en pilfinger, så der gik ikke længe før, at der stak ståltråd ud alle vegne, og så har den ligesom ligget til reparation siden.


Min mands moster har brugt kabelklips i stedet for ståltråd, hvilket jeg syntes lød vildt smart, så det skulle jeg selvfølgelig også give mig i kast med.


Jeg har selvfølgelig taget sømmet ud af klipsen. Når jeg har hæklet de første 8 rækker, har jeg lirket klipsen ned i "lommen". Man skal være lidt tålmodig, man kan godt hive lidt i hækleriet, evt. med hæklenålen, og forsigtigt komme klipsen i. Så hækler man bare videre omkring klipsen og fylder fyldevat i efterhånden som man kommer opad. Det synes jeg egentlig har været nemmere end med ståltråden, da man ellers skal fylde hele armen ud til slut, og det kan være lidt besværligt, når den er så smal.


Det fantastiske er, at den stadig kan hænge, og faktisk synes jeg også arme og ben får en pænere afslutning, end hvis det var lavet med ståltråd. Alt efter hvor stor klips man bruger, har aben nemmere/sværere ved at hænge, men alt i alt er jeg godt tilfreds.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar