Første rum i kælderen er færdigt.
Da vi i tidernes morgen var ude og kigge på huset, var en af de ting vi faldt for kælderen. Der er dejligt mange rum, og det jeg specielt bed mærke i var viktualierummet. Tænk at have et helt rum til at fylde mad og andet godt i - fantastisk.
Vi købte vores hus for seks år siden, og man må sige her er sket noget. Når jeg står i dag, har jeg svært ved at forstå alt det, vi har været igennem. Da jeg skulle lede fotoalbummet igennem, for at finde et gammelt billede af viktualierummet, faldt jeg i staver over alt det arbejde, vi har lavet. Puha, hvis du selv har stået med et håndværkertilbud og skullet lave det meste selv, så ved du, hvad jeg taler om. Har du ikke, så er det nok svært at forstå, hvor meget arbejde det kræver, jeg kan ikke selv forstå vi har orket nu, hvor vi står på den anden side af en færdig overetage - og nu også viktualierum!
Vi har fra starten været enige om, at vi ikke skulle renovere kælderen før, end overetagen var forholdsvis klar til beboelse. For 2 1/2 år siden var tiden så kommet til kælderen. Jeg gik straks i gang med at tømme viktualierummet for diverse loppe- og køkkenting. Så skulle man tro, at det var nemt derefter - men nej. Jeg tror rummet stod sådan i tæt på et år, før vi kom videre. Det hjalp ikke på arbejdsglæden, at rummet med jævne mellemrum blev fyldt med alverdens ting, da det var det eneste sted i kælderen, hvor der var gulvplads. Så inden vi kunne komme i gang med renovering, skulle rummet tømmes, og den øvelse prøvede vi mange gange før end, vi rent faktisk kom længere end oprydningen.
For halvandet år siden lavede vi en plan, viktualierummet skulle være færdigt i februar 2014, der var halvanden måned til!
Jeg gik fluks i gang med at vaske alle væggene i rummet ned. Vi var så "heldige", at kælderen i tidernes morgen var blevet kalket. Efter at have vasket samtlige lofter i overetagen, var dette ikke en opgave jeg havde set frem til, men færdig blev jeg da.
Så gik projektet lidt i stå igen. Ved ikke, men når man har prøvet at renovere hus, så når man på et tidspunkt en "mur", og så orker man ikke rigtigt mere.
Væggene skulle pudses op. Da jeg har stået for at fuldspartle alle vægge i overetagen, var det nærliggende, at jeg påtog mig denne "lille" tjans. Det gik i og for sig hurtigt nok at få spartlet væggene, da jeg først kom i gang, problemet var, at vi ikke havde købt nok spartel i første omgang, og når man så skal ud og købe ekstra, ja så kan man hurtigt lægge et par måneder til projektet.
 |
| Væggen ind til vaskekælderen er lukket i toppen med gamle mursten, hvorefter der er spartlet. |
Jeg er dog ikke den eneste, som har skullet knokle på rummet. Min mand har også taget sin del. Lige da vi flyttede ind, hev min far loftet i kælderen ned, så kunne der også blive isoleret bedre, og vi kunne få frilagte bjælker. Min far fik sat isolering op dengang, men vi skulle selv sætte loftsplader op, hvilket ikke er sket før sidste sommer. Grunden til, at det også har taget længere tid end planlagt skyldes, at vi har fået højere til loftet, hvilket så også har medført, at væggene i kælderen ikke alle steder har gået hele vejen op. Min mand har derfor skulle udtænke en kreativ løsning for at få lukket af ind til vaskekælderen - ja ja, ting tager tid.
Hvis man er lidt af en gør-det-selv´er, eller i hvert fald gerne vil være det, ja så er et håndværkertilbud også en god mulighed for at få prøvet noget nyt. Da vi stod med det næsten færdige rum, ville jeg gerne have shinet vinduet og karmen lidt op, så det så mere "færdigt" ud. Da vi rev køkkenet ned i overetagen, så gemte vi de gamle, hvide fliser. Nu kunne nogen af dem tages i brug, og da det ikke passede med fulde størrelser fliser, ja så måtte vi anskaffe os en fliseskærer - pokkers.
Skærearbejdet gik fint, jeg fik lagt fliser, malet vinduesrammen sort, og resultatet blev noget så fint. Kunne dog godt ønske mig en lidt kønnere udsigt, men det kommer nok en dag.
Under renoveringen af overetagen fik vi nye stikkontakter. De gamle har vi dog gemt. Nu har min mand bygget ny kasse til dem, og så er de kommet frem i dagens lys igen.
Som du nok kan høre, så nåede vi ikke at blive halvt færdige til den planlagte deadline februar 2014. Da vi kom frem til jul 2014/2015, blev vi enige om, at så måtte det være februar, bare et år senere, det skulle stå klart.
Det nåede vi heller ikke helt, men færdige i 2015 blev vi da. Rom blev jo ikke bygget på en dag, og vores viktualierum ej heller på seks år, men hvem tænker i det, når vi nu står med det færdige resultat.
På endevæggen hænger det gamle køkkenskab.
 |
| Skabet i det gamle køkken |
Herhjemme har vi det med at gemme ting, for man ved jo aldrig lige, hvornår man skulle få brug for det. Nu har skabet stået i en krog i værkstedet i seks år og ventet på den helt rigtige placering, og den er kommet nu. Skabet ser nærmest ud som om, det altid har hængt i viktualierummet.
Det var jo selvfølgelig ikke bare lige at hænge op. Først skulle det slibes, så grundes for til sidst at blive malet. Jeg påtager mig gerne malearbejdet herhjemme, hvis jeg til gengæld kan slippe for det kedelige forarbejde, så da min mand lovede at slibe skabet ned, sagde jeg pænt ja tak.
En anden ting, der er kommet til sin ret, er denne gamle købmandsdisk. Vi fandt den på et loppemarked for 6-7 år siden. Da vi flyttede ind i huset, kom den ind i min mands værksted, hvor den har stået godt begravet. Nu er den "gravet" frem, marmor-bordpladen er kommet på, og det ser fantastisk ud.
Faktisk er disken skyld i, at indretningen af viktualierummet tog en helt anden retning end først planlagt. Rummet skulle laves, så det kunne bruges som forlænget arm af køkkenet. Samtidig skulle der være plads til vores enorme fryseskab og en masse opbevaring. Da først købmandsdisken var kommet ind i rummet, nænnede vi ikke at sætte fryseskabet derind, da det ville "ødelægge" rummet, syntes vi. Samtidig ville jeg heller ikke have for meget opbevaring derind, da det vil rode for meget, og jeg kunne godt bruge et rum med god karma.
Vi skulle også have reoler hele vejen rundt (i samme højde, som det hvide på billedet). Sådan så det ud før, og sådan havde vi planlagt det skulle se ud igen. Min mand skulle selv bygge reolsystemet, så det var noget der kunne tage lidt tid. Da vi stod med det færdige rum og "bare" manglede reolerne for at komme på plads, gjorde min mand noget uventet - gik på Ikea´s hjemmeside. Her fandt vi nogle stigereoler, som snildt kunne bruges, og så var prisen i orden.
Vi fik af flere omgange købt systemet hjem. Der blev afprøvet med hjørnehylder, da den oprindelige plan jo var, at det skulle gå hele vejen rundt. Da købmandsdisken stod så fint i rummet, ville jeg gerne have, at resten af rummet også emmede af hygge og ikke lignede et "typisk" viktualierum. Efter flere overvejelser blev vi enige om, at der skulle være et lavt reolsystem på endevæggen og et højt, smalt på den lange væg ind mod vaskekælderen.
Da reolerne kom i råt træ, og det bestemt ikke var det, jeg mente det skulle være, så var det frem med penslen og i gang.
Heldigvis har det været en ganske fin sommer, så noget af malearbejdet kunne foregå udendørs. For at give rummet lidt karakter, malede jeg det høje, smalle reolsystem sort.
Der var lidt at gå i gang med, men med lidt god musik og en kop kaffe, så går arbejdet lettere, og jeg hyggede mig ganske fint i mit nye rum.
Synes selv, at det sorte reolsystem er blevet rigtig godt, bedre end forventet. Der er masser af plads til nogle af mine loppeting, som, selvom de står til opbevaring, også pynter.
Der er også plads til lidt madvarer, nogle af mine kogebøger er kommet frem til inspiration, og jeg har fået lavet stikkelsbær- og solbærsyltetøj, som også er kommet frem på hylden.
Mit hjemmelavede kagefad er også kommet til sin ret, og står fint på en hylde og inspirerer til alle de kager, jeg gerne vil bage og fylde på det.
Efterhånden som rummet begyndte at tage mere og mere form, spurgte min mand, om han mon kunne "låne" rummet nogle gange, når han skulle lave lektier. Det satte straks gang i en masse hos mig, for man kan jo ikke sidde dernede med en computer uden at have et bord.
Min mand fandt for en del år siden et gammel stel til et barbord. Som
den samler han er, har det så stået og "pyntet" i kælderen med alt det
andet, vi har samlet sammen. Nu øjnede jeg muligheden for at få det
brugt. Jeg ville have brugt nogle gamle terrassebrædder, men min man
fandt to hylder, han havde gemt, fordi de var pæne, og man ved jo
aldrig. Og nej det gør man ikke, og her fandt de deres plads, så nu har
vi barbord i kælderen.
Når nu man har barbord i et hyggeligt kælderrum, så kan man lige så godt gå all-in. Jeg har derfor været ude og "investere" i chokolade, små småkagepakker, kaffe, te og andet godt. Mangler bare at finde den gamle elkedel frem, og ja - så er der hjemmecafé. Der bliver nok rift om, hvem der skal i kælderen fremover.
