Om mrs. Pinehill

Mine interesser har det med at blive skiftet lidt ud for så at vende tilbage igen, fælles for dem alle er dog, at det altid har noget kreativt i sig. 

For nogle år siden, efter vores første barn blev født, ville jeg gå til noget, hvor jeg kunne få mine tanker for mig selv nogle timer. Derfor valgte jeg at melde mig til et hæklekursus, som må siges at have sat gang i en interesse, jeg slet ikke havde forudset. Før hæklekurset var jeg gået i gang med at støve mine strikkekundskaber af, og prøver stadig at få nogle resultater fra hånden. 
Jeg har været på chokoladekursus, for sådan et bliver man da nødt til at prøve. Når tiden er til det, hvilket desværre ikke er så tit, som jeg kunne ønske, bliver der lavet fyldt chokolade, men jeg eksperimenterer også med karamel, fudge, hjemmelavet is og meget andet godt til ganen.  

Da jeg var barn, havde vi drivhus, og noget af det hyggeligste var, når min far gik i gang med at grave køkkenhave og gøre klar til, at der kunne sås. I drivhuset var der altid tomater og vindruer. 
Rundt om hjørnet boede min farmor og farfar, som mere eller mindre var selvforsynende i grønt, og jeg kan specielt huske deres asparges, som man kunne plukke lige uden for deres drivhus og gå og gnaske i. Hos både min mormor, farmor og farfar blev der kogt og syltet, og der var altid hjemmelavet jordbærsaft, så kimen til haveinteressen må siges at være lagt tidligt i livet. 

For seks år siden købte jeg hus/håndværker"tilbud" med min mand, og projekterne inde og ude har stået i kø lige siden.  
Jeg har længe haft lyst til, at lave en lille hjemmeside/blog med de ting, der foregår, men jeg har først nu (under min 2. barsel) fået "taget mig sammen" til at få lavet min lille side her. Da jeg har mange forskellige interesser, og disse kommer og går, har jeg haft svært ved at finde ud af, hvad der skulle ind på min lille blog, så for at gøre det rigtig nemt, har jeg valgt, at der skal være plads til det hele.

Nogle ting får jeg gjort mere ved end andre, så der må bæres over med, at nogle af siderne har knapt så mange indlæg, der kommer forhåbentlig hurtigt flere.  Jeg må indrømme, at specielt haveinteressen har det med at tage fokus, specielt i foråret/sommeren, så der har jeg valgt at lave en lille blog for sig selv, som dog er knyttet her til siden. Den hedder "det lille drivhus". Så hvis du mest er til alt godt fra haven, kan du følge mig der.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til nogle af mine indlæg, er du meget velkommen til at skrive.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar